Nanocentret bidrager til udvikling af SweNanoSafe

Videndeling og samarbejde om en mere sikker håndtering af nanomaterialer i arbejdsmiljøet var emnet for et fokusmøde, som SweNanoSafe afholdt i Stockholm den 24. oktober 2017.

Formålet var at formidle nuværende viden og information om nanomaterialer i arbejdsmiljøet samt at fremme samspil og diskussion mellem eksperter og andre aktører om spørgsmål vedrørende mulige handlinger og fremskridt i retning af sikker forvaltning af nanomaterialer.

De ca. 70 deltagere repræsenterede en bred vifte af aktører som fx myndigheder, forskere, virksomheder, brancheorganisationer, faglige organisationer og arbejds- og miljømedicinske klinikker fra Sverige.

Blandt oplægsholderne var professor Ulla Vogel fra Dansk Center for Nanosikkerhed, som fortalte om den proces, der har været i Danmark med at fastslå, om nanomaterialer kan udgøre en helbredsmæssig risiko for medarbejdere på danske arbejdspladser og dernæst bidrage til at håndtere disse udfordringer. Meget af dette arbejde er sket i regi af Dansk Center for Nanosikkerhed på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Du kan læse mere om fokusmødet i en sammenfattende rapport.

SweNanoSafe er en svensk webbaseret platform for nanosikkerhed under Swetox.se

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.